Tibetansk Terrier

Den Tibetanske Terrier er som navnet siger fra Tibet.
Racens Tibetanske navn er Dhoki Apso.

Den tibetanske terrier er således ikke en terrier, sådan som navnet antyder, men er derimod en selskabs- og hyrdehund, hvis vigtigste opgave gennem århundreder var at holde de tibetanske nomader med selskab samtidig med, at den fungerede som vagt- og hyrdehund.

Man kunne støde på den over alt i klostre, byer, og oppe i bjergene. Det var en arbejdende hund med en evne til at kunne komme op ad stejle bjergvæge, og midt i et spring, kunne den skifte retning, og på grund af de brede poter, som kunne fungere som snesko, kunne den gå på sne uden at synke i.

Som vagthund advarede den, ved at give hals, hvis eventuelle fjender nærmede sig, men den angreb aldrig,  det måtte den tibetanske mastiff tage sig af. Den var dygtig til at hjælpe fårehyrden med holde sammen på fårene, men i dag findes der desværre ikke mange Tibetanske terriere med det urgamle hyrdeinstinkt.
Som karavanehund havde den som opgave at vogte og drive yakokserne frem. I smalle passager kunne man se en lille hund hoppe på ryggen af yakokserne for at drive dem frem på de stejle og ufremkommelige bjergstiger. Derfor skulle det være en hurtig, smidig, velafbalanceret, stærk og modig hund.

Tibet, som også ofte kaldes Verdens Tag, er et barsk og ufremkommeligt land omkranset af verdens højeste bjerge. Gennemsnitshøjden i Tibet ligger godt og vel 3½ km over havets overflade, og klimaet kræver sin mand og sin hund. Landet hærges ofte af sne- og støvstorme, vinteren er lang og bitterlig kold, mens sommeren er kort og meget varm.              

På grund af de omkringliggende bjerge er det et land, som kun får meget lidt regn, men lyset er hele året særdeles skarpt på grund af højden. Det er derfor ikke uden grund, at den tibetanske terrier udviklede en tyk og kraftig pels, som kunne yde den beskyttelse mod kulden og at den har "hår i øjnene" til at holde sne og støv væk og til at beskytte mod det kraftige sollys. Tibet er et land, som efter europæisk målestok er meget tyndt befolket. Hver familie måtte således i udstrakt grad være i stand til at tage vare på sig selv og kunne ikke forvente, at der var andre, som var i stand til at yde hjælp i vanskelige situationer. Både dyr og mennesker skulle således være endog særdeles robuste og i stand til "at tænke selv" for at kunne overleve

Den tibetanske terrier er derfor gennem årtusinders udvikling og naturlig udvælgelse blevet til en stærk og robust hund, som kun meget sjældent bliver syg, og samtidigt blevet til en hund, som knytter sig lige så stærkt til sin familie, som den i sin tid knyttede sig til nomadefamilien. Fremmede kan den være afvisende overfor, indtil dens familie har accepteret dem, men den er aldrig og må ikke være sky eller aggressiv hverken over for sin familie eller over for fremmede.

En tibetansk terrier er en mellemstor langhårs- hund, der findes i mange forskellige farvevarianter.

En tibetansk terrier er en skæg, intelligent, glad og selvbevidst familiehund, som det er en fornøjelse at leve med. Den Tibetanske terrier er ikke en hund der er meget energi krævende, den elsker dog at deltage i alle familiens gøremål og er dermed ikke en hund, der blot ligger stille hen i et hjørne.          Det er på den anden side heller ikke en hyperaktiv hund, som hele tiden skal beskæftiges. Alt i alt indretter den sig meget efter den familie, den lever i.

En tibetansk terrier er generelt betragtet en meget sund race, som lever længe (14-16 år).

 Hvordan den tibetanske terrier kom til Europa

I 1922 blev den engelske kvindelige læge Dr. Grieg sendt til Cawnpore i Indien, hvor hun var chef for kvindehospitalet.

En aften blev dr. Grieg tilkaldt til hospitalet, fordi en tibetansk købmand og hans familie sammen med deres dyr, heriblandt både en hund og nogle ponyer, nægtede at fjerne sig fra hospitalet, før de havde talt med Dr. Grieg.

Det viste sig, at familien havde hørt, at Dr. Grieg med held havde opereret en anden tibetansk kvinde for en ond ånd (en svulst i underlivet), og at kvinden havde behov for en lignende operation. Dr. Grieg opererede med held også denne kvinde, og som den hundeven hun var, tillod hun , at kvinden kunne have sin drægtige tibetanske terrier hos sig på hospitalet efter operationen.

Da tæven havde fået sine hvalpe, fik dr. Grieg - som den første europæer nogensinde - tilbudt en af hvalpene som tak for hjælpen, og hun udvalgte med glæde en gylden-hvid tæve, som hun kaldte Bunti. Familien hjalp hende med at finde en tibetansk terrier- han ved navn Rajah og han og Bunti fik i 1924 og 1925 to kuld hvalpe sammen.

Dr. Grieg, som stammede fra en opdrætterfamilie i England, blev snart klar over, at hendes hunde tilhørte en særlig race. Hun udstillede derfor Bunti og nogle af hendes hvalpe på en hundeudstilling i Delhi og fik anerkendt racen som en selvstændig race. Nogle af hvalpene sendte hun hjem til sin mor og sin søster i England, og tog atter andre tibetanske terriere, som hun senere erhvervede via tibetanske munke, med sig tilbage til England, da hun i begyndelsen af 1930'erne vendte hjem.

 Efterkommerne af Dr. Griegs oprindelige hunde - de såkaldte "Lamleh-hunde" - var i de næste godt og vel 20 år eneherskende i udstillingsringene og i avlen.

I 1953 fandt John Downey - indehaver af kennel Luneville - en lille langhåret hund på havnekajen i Liverpool. Hunden - som fik navnet "Trojan Kynos" - blev set af en hundedommer, som anbefalede Downey at få ham registreret som en tibetansk terrier. Trojan Kynos blev udstillet og blev Engelsk Champion på Cruftsudstillingen i 1955. 

 Dr. Grieg, som ikke mente, han var en ægte tibetansk terrier, nedlagde protest, men den engelske kennelklub besluttede efter at have vurderet hans afkom, ikke at imødekomme Dr. Griegs protester.

I 1955 blev en tibetansk terriertæve ved navn Princes Chan parret med en af Dr. Griegs hanhunde og Downey købte en tævehvalp fra dette kuld og avlede flere champions med hende og Trojan Kynos. Da Trojan Kynos døde, stod kennel Luneville tilbage med blot 5 hunde (mor, søn og 3 døtre).                         De bad om, og fik, af Dr. Grieg, lov til at parre en af tæverne med Dr. Griegs hanhund Kala Kah of Lamleh. Ud af denne parring fik kennel Luneville den meget berømte "Luneville Prince Khan", som er en af stamfædrene til mange af nutidens tibetanske terriere.

Dr. Griegs "Lamleh-hunde" og efterkommere af Trojan Kynos og enkelte andre hunde, der blev importeret eller godkendt som tibetanske terriere i England i begyndelsen af 50'erne, danner grundstammen til de tibetanske terriere, vi kender i dag.

De første tibetanske terriere kom til Danmark i 1939, men 2. verdenskrig satte en stopper for opdrættet og det danske opdræt blev først genoptaget i 1965.